Diagnoser og hvad så?
Når du bliver diagnosticeret med, hvad enten det er ADHD/ADD, autisme, bipolar lidelse eller andet kommer man ofte til at stå som et stort spørgsmålstegn efterfølgende. Hvad så nu?
Du har set en psykiater et par gange, svaret på spørgsmål om dig selv og din opvækst. Blevet testet og vupti falder du indenfor kategorien af en diagnose. Dine pårørende og du selv kigger på hinanden og tænker, hvad skal der så ske nu?
Som regel ikke så meget, og hvis man spørger de “ny diagnosticerede”, om hvad de tænker, er de som regel ret forvirrede. Diagnosen kommer generelt ikke som et bombenedslag af ny viden og erfaring, og på mange måder bliver man efterladt med et stempel, som man ikke ved, hvad man helt skal bruge til.
Så starter den store testning ofte indenfor medicin, og det er som om, at medicin kan stå alene. Men er det sandt?
Nogle gange kan man blive testet med utrolig meget medicin med ufatteligt mange bivirkninger, og til sidst ender man måske med et præparat, som hjælper på symptomerne.
Men jeg hører om børn og voksne der i den grad kæmper i livet, og har svært ved at finde fodfæste både i sig selv, og ikke kun i forhold til de krav, man bliver mødt med som menneske, men også af systemer.
Børn i skolesystemet skal være omstillingsparate, fleksible, sociale, strukturerede, fokuserede og koncentrerede. De skal kunne byde ind med sig selv og deres kunnen. De skal kunne spænde over en utrolig vidde af forventninger og krav. Man skal blive til noget/være noget, og det gør ondt, når man ikke kan det eller hvis den omkringværende verden ikke oplever, at man kan leve op til de forventninger, som de/den måtte have. Ikke at fornægte egne forventninger, som kan gøre mindst lige så ondt.
I den voksne verden er kravene og forventningerne ikke mindre og midt i det hele, skal man have kontrol over sig selv. Sin måde at tænke på, føle på, udtrykke sig på, og hvis det kikser, så er der noget i systemet og i de omkringværende omgivelser, som reagerer med ubehag.
Det føles ikke fedt indeni, når man godt ved, at man ikke lykkes med det, som alle andre ser ud til at klare fint.
Manglende færdigheder gør livet svært
Manglende færdigheder, som gør livet svært, især når man ikke selv eller andre ved, hvad der mangler
Du har fået en etiket med et navn på, og hvad så? Diagnosen i sig selv, giver sjældent klarhed og forståelse, men den kan give en retning eller pejlemærke på, hvad der er svært for den enkelte. Diagnosen er i min optik en retningsgiver.
Alle mennesker er unikke. De har egen opvækstvilkår og forudsætninger og som mennesker er forskellige, så er det også forskelligt, hvordan en diagnose udarter sig. Hvor er vi udfordrede, og har brug for hjælp og støtte.
Det der gør, at vi ikke alle har fx ADHD/ADD, autisme eller noget helt andet, er at når man har en diagnose, er der noget, som vi ikke mestrer. Kort sagt så er der nogen færdigheder, som vi ikke har, pga. at hjernen ofte hos neurodivergente, virker på en anderledes måde.
Disse manglende færdigheder giver frustrationer, nedsmeltninger, isolation, raseriudbrud og ofte dårligt selvværd.
Mange oplever ekstrem træthed og til tider udbrændthed, da man i hverdagen bruger ufattelige mængder af energi på at holde alle boldene i luften og gerne vil gøre det godt.
Og når man så fx bliver mødt af, at der er noget man skal gøre meget bedre eller anderledes, så sprænger bomben til sidst i luften. Det kan også være en stille afstandtagen, der kan ende med at blive afgrundsdyb, og hvor man ikke kan nå hinanden, fordi man næsten konstant får en oplevelse af ikke at lykkes med ret mange ting.
Man skal blive klogere på, hvilke færdigheder man mangler at mestre eller skal have hjælp til. Hvad er det i mit liv, der ikke fungerer? Hvor jeg bliver ked af det, vred og frustreret? Hvor opstår presset og stressen?
Ofte kigger man på adfærden og ikke, hvad der har udløst adfærden. Mennesker der bliver udsat for krav, der overstiger de færdigheder, de har, kan udløse stress, frustration, vrede, ked af det, aggression osv.
Hvilke færdigheder kan fx være svære?
• At lave skift – at lave skift både tankemæssigt og fysisk kan være en kæmpe udfordring, som mange med en diagnose har. Et eksempel herpå kan være at skulle skifte fra at sidde og se tv, til at skulle slukke, børste tænder og gå i seng. Hvilket er flere skift på engang, som kan være svære at håndtere.
• At skulle gå fra frikvarter til at skulle sidde stille i timen og være koncentreret. Dette i sig selv kræver en stor mængde omstillingsparathed.
• For voksne at skulle skifte fra arbejdspladsen til familiens dynamik. Plus alle de omskiftelige forældre opgaver/voksenopgaver, der også forekommer i en almindelig tilværelse.
• Svært ved at styre følelsesmæssige reaktioner og med det for øje, at det forventes af andre, at man kan håndtere disse reaktioner på en rationel måde. Et eksempel på dette kan være, at man bliver mødt af et krav fra ens omverden, som man ikke kan håndtere. Følelserne/frustrationen stiger og bliver voldsomme. Man kan som regel næsten ikke være i egen krop, når det sker, og fordi man ikke kan nedregulere, så kommer der ofte en følelsesmæssig eksplosion, fordi spændingen indeni bliver ved med at stige til et uudholdeligt niveau.
Hvad kan du gøre?
1. Få et overblik over, hvad der er svært for dig gennem en afdækning og kortlægning.
2. Find ud af, hvad der hjælper dig? Gerne i samråd med din familie, skole, arbejdsplads, apps, osv.
3. Prioriter dit vigtigste punkt først.
Det lyder let og simpelt. Det er det også i nogen tilfælde og i andre ikke. Det vigtigste er, at du er ok, som værende dig og at du øver dig. Det gør alle. Vi øver os alle sammen i et eller andet, som vi gerne vil være bedre til.
Ikke at minimere dit ståsted, og hvor smertefuldt det kan være, så kan ingen vide helt præcis, hvordan det er at være dig andet end dig selv. Pointen her er, at det ikke behøver at være smertefuldt, frustrerende og en evig kamp. Det er måske billedet lige nu, men du kan godt få det anderledes.
Og læg mærke til at påduttet hjælp kan virke kvælende på modtageren og kan medføre aggression. Det opfordres derfor til, at man i samråd kan finde løsninger og strategier.
Mennesker med diagnoser er også intelligente, hvor hjernen er anderledes sat sammen, hvilket gør det svært at navigere og agere i nutidens samfund og konstruktioner. Det handler således om, at manglen på færdigheder gør det svært ikke mangel på intelligens.
Hvis man i stedet har en overensstemmelse om, hvad der er svært for den enkelte og denne selv er interesseret i at løse problemet, så kan man hjælpe.
Når vi snakker om børn, så er det min opfattelse, at børn gerne vil samarbejde, og gøre alt hvad de kan for at vi som de voksne synes om dem. Så at finde proaktive løsninger, i samråd, som vi kender og kan ty til, når kaos og konflikterne raser.
Løsninger som jeg selv er med til at finde, virker som regel bedre, end de løsninger, som jeg får trukket ned over hovedet.
Et kort oplæg omkring hvad jeg som psykoterapeut kan hjælpe med i forhold diagnoser, og hvor du kan starte.
